Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lysene lyste. Altid er det dette langsomme blik. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Solens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Vidste du det? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg har skrevet et kort til dig. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg tror, du havde glemt den der.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Intimiteten i skriften.

Der var noget som åbnede sig. Det dybeste af alt er huden? Kan jeg være i dette landskab? Ord. Den sindssyge himmel. Som at læse glemte aviser. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg skrev intet ned i den periode.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Ring til mig uden grund.

Hvad tæller du til? Det var ikke skovene jeg kom fra.

Brev i april. Nætterne. Ugerne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Hvad tæller du? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg var i morges. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Om andre byer, andre verdener.

Bøgerne var de eneste. Luften og jordens sange. Intet, jeg modtog intet. Stjernekontinent. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Ordene flår i det inderste.

Som at læse glemte aviser. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Som nu i morges: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.