Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Glashænder. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. En flamme slog op af min hals. Luften og jordens sange.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. At forvandle dette rum. Jeg tegnede din hud på alting. Sådan er det. Ikke søge ly.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Ordene, små toppe af skum. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var der virkelig ild et sted?

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Solstorm. Du må ikke forsvinde. Dansende, legende, lyttende.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi, de uddøde arter. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad skulle glemmes?

Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.