Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Ensomheden i linjernes fald. Verden og dens lytten til sig selv. Trak du de yderste bjerge?