Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Under den blå, blå himmel.
 
Et udadvendt rum, et favnende rum. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.
 
Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Du trak mig med til de yderste bjerge.