Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det her er ingen leg.
Gennem hullet i hegnet.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg har skrevet et kort til dig. Et genert rum, et intimt rum. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Solens sind.
Gennem hullet i hegnet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.
Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
Den sindssyge himmel. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.
Jeg fandt en linje et sted under min reol. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.
Jeg læste dine linjer
Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg kunne ikke formulere de sætninger. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.
Sådan så mine drømme ud.
Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Når min krop. Havde du en sten? Mørket kaldte vi mørket.
Dine ned gennem atmosfæren. Bussen skrev til dig. Jeg var nøgen i de dage. Bussen skrev til dig.
Du skrev et sår i min fremtid. Vi har øjne. Du kom fra?
Du, dine øjne. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. På et stort stykke hvidt papir. Som i morges. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg lyttede til dit hjerte. Landskab?
Jeg skrev i en stråle af sol. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.
Vi, med det stille. En nat faldt giraffer ud af drømme.
Du trak mig med til de yderste bjerge. Hver dag gled med mig videre. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Ord. Giver det mening? Jeg er på den anden side af havet.
Der var intet som skulle glemmes.