Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Har vi de samme øjne? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det her er ingen leg. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Du kan være i dette landskab. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Sådan. Ikke den flod.
 
Vi stod derinde. Ikke søge ly i den flod. Har vi de samme øjne? Der var noget som åbnede sig. Trak du de yderste bjerge? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.

Giver det mening? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke søge ly i den flod.

Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Har vi de samme øjne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sandet. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Som at læse glemte aviser. Jeg læste dine linjer Dagene. Ugerne. Sådan svarede du. Træerne.

Det var før du kunne forsvinde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvilken nat fulgte efter natten?

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker: