Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Var det markerne du kom fra? Vi bliver verden. Vi stod og lyttede. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var noget som åbnede sig.

Var jeg stille? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Ikke søge ly. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Udsagn. Jeg var i din krop, og du? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg, tøvende. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Vi stod og lyttede. Afsavn. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Har vi de samme øjne? Jeg ikke dig. I natten, en fjern stemme, søvn. Du siger noget om solen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tror, du havde glemt den der. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Markerne, du? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Derude i tomme haller.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det kunne forsvinde. I mørket, diamanter, dine øjne.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Har vi de samme øjne? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvad tæller du til? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. At forvandle dette rum til et andet. Alting ligger bag alting. Jeg var nøgen i de dage. Et genert rum, et intimt rum. Var jeg stille?

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Du kan være i dette landskab. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et sted, forsigtigt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Var det skovene du kom fra?