Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Stjernekontinent. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Stjernekontinent.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. For hvert lag af betydning i stenene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Min krop vipper. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tingene tøver. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Sætningen løb videre igennem kæben. Træerne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Stjernekontinent. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skrev intet ned i den periode. At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne.