Når du rør mig er vi hinanden. Intet glemmes.
 
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Bagefter, henover en tøven. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.
 
Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Farvede lidt sort i din ørken. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Var sætningerne et skred af betydning?
 
millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Under den grå, grå himmel. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
 
Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

I. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Kullet. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb).
 
Sætningerne er et hav. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Nætterne. Ugerne. Du siger noget om solen. Dagene. Ugerne.
 
Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
 
Nu sejler jeg bare i version .. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Trak jeg de yderste? Vågnede. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.
 
Intet glemmes. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg tror, du havde glemt den der. Uden grund. Glasdråbehænder. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.
 
Oppe på bakken. Solens pind. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Du skrev et sår i min fremtid. Sætningerne er et hav. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.