Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg fandt en linje et sted under min reol.
 
Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Byen. Ikke søge ly i den flod. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.
 
Oplæsning for intetheden. Den højrenationale himmel. Nordlyset tøver i vores stemmer. Men noget blev i de tomme haller.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Stofferne.
 
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Du siger noget om månen.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Der var intet som skulle glemmes. Vågnede. Da jeg lyttede blev jeg bange. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. I læberne i huden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.