Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Ikke var muligt at komme derind. Solens sind. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sort. Ikke var muligt at komme derud. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
 
Solens sind. At lytte gav ikke længere mening. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Badeferien. Årene. Tågen i skovene i udsigten. Der hang en nice frugt og dinglede.
 
Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Nede ved havet. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Forsvinder ikke. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du, du. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.
 
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Et stort papir. Et hav. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg var nøgen i de dage.
 
Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du siger noget. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Et stort papir. Du foldede dig ind i mine ord. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. At klæde sig. Sådan er det.
 
Det jeg kom fra.. At dette andet. Regnvejrsmeteor.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I den periode: udsigten, stilheden. Sætningerne er et hav. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter sad jeg i timer og læste. Kan jeg skrive sådan? Var der virkelig ild et sted?

Jeg sejler: alting sejler! Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Den sindssyge himmel. Over murbrokkerne. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.