Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Har vi de samme øjne? Der lå figner på jorden. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Hvilken nat fulgte efter natten? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Jeg fandt en linje et sted under min reol.
 
Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Byen. Ikke søge ly i den flod. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.
 
Oplæsning for intetheden. Den højrenationale himmel. Nordlyset tøver i vores stemmer. Men noget blev i de tomme haller.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Stofferne.
 
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Du siger noget om månen.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Der var intet som skulle glemmes. Vågnede. Da jeg lyttede blev jeg bange. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. I læberne i huden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Skriv mig ind i dine læber. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
 
Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Bare mørket.
 
Det her er en leg. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du ville sige noget, du tav. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan svarede du. Ikke søge ly. Ikke søge ly i den flod. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Dine ned gennem atmosfæren. Hvad skulle glemmes?

Ordene, små toppe af skum. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Det der blæser. Du, dine øjne.Du, dine øjne. Du, dine øjne. Jeg var nøgen. Giver det mening? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Var det markerne? Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.
 
At lytte gav ikke længere mening.At lytte gav ikke længere mening. At lytte gav ikke længere mening. At lytte gav ikke længere mening. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.