Dine sætninger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dagene. Ugerne. En uro i kroppen. Kan jeg skrive sådan? Et genert rum, et intimt rum. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg er på den anden side. Provinsen og gågadens sange. Jeg skrev mig vild i de dage.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Alting ligger bag alting. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i mi

Er du på den anden side af havet? Blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem din

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Og stoffernes sammensmeltninger. Sandet. Jeg ikke det der. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Når min krop. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Når dine øjne. Det var ikke skovene. Muren omkring ordene. Dine sætninger. Sandøjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Vi har gardiner.

At forvandle dette rum til et andet. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Ikke søge ly. Der var en morgen, et stykke af himlen. Skriv mig ind i dine læber.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Var det markerne du kom fra?