Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rifterne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var før du kunne forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.