Udsigten var håbløs.

Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg læste dine linjer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvor vil det ødelagte sprog hen?