Du skrev et sår i min fremtid. Glashænder. Intimiteten i skriften Mening? Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Noter. Beskrivelser. Min skrift er farvet af sig selv.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i aviser, i glemslen. Glasdråbehænder. Min skrift er farvet af sig selv. Der var noget som gled med videre.
 
Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Tidligere: at følge dig blik. Det dybeste af alt er huden.
 
Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I natten, en fjern stemme, søvn. Et genert, et intimt rum. Kan jeg smile i dine sætninger? Ikke søge ly i den flod.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg ryster en tilfældig bog.
 
Du må ikke. Landet smuldrer, smuldrer. Glemmes? Sms i den lysende sommer. Jeg er på den anden side. Farvede et sår i dit første ord.
 
Trak du de yderste bjerge? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Sandøjne. Vi, gamle tanker om stilheden.
 
At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg kunne mærke dit hjerte. Oplæsning for intetheden. I natten, en fjern stemme, søvn. Provinsen og gågadens sange.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Uforståelige sætninger. Et sted, forsigtigt. Var det bare regnen? Jeg, ikke dig.
 
Mail i november. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt.

Farvede ordene milde. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.
 
Snestorm.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Ensomheden i linjernes fald. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Afsavn.
 
Men mit sprog er et landskab. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.