Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
 
Når du siger mit navn, svarer min krop. Intimiteten i skriften.Intimiteten i skriften. Intimiteten i skriften.

Og vi vågnede. Ordene, små toppe af skum. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kan jeg skrive sådan? Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.