Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.
 
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Mine linjer kommer igen. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Byen. Oplæsning for intetheden. Kan jeg skrive sådan?
 
Afsindighed. Udsalgsvarer. Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvirvlende, stirrende, syngende.
 
Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Diamantafkast. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Var der virkelig ild et sted? Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. At tale var blevet uoverskueligt. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Om andre byer, andre verdener. Sandøjne.
 
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det dybeste af alt er huden?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Der var noget som åbnede sig.
 
Noter. Beskrivelser. Du skrev ikke længere. Om andre universer, andre stjernesavn. Jeg skrev intet ned i den periode.
 
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Var det bare regnen? Bøgerne varslede en kommende tid. Provinsen og gågadens sange. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?
 
I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Det generte i skriften. Intet, jeg modtog intet. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvor vil det ødelagte sprog hen? Brev i april.
 
Dagene. Ugerne. Vennerne. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Hvem var det, der skrev: Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Stjernekontinent.