Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvad vil disse knuste sætninger?
 
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Luften og jordens sange. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Mine linjer kommer igen. Noter. Beskrivelser. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Sandøjne.
 
Min ene pen er rød og den anden sort. Sms i den lysende sommer. Ensomheden i linjernes fald. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Jeg skriver dagen igang, stille. Stolen vipper. Sms i den lysende sommer. Blæste det virkeligt?
 
Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Ordene, små toppe af skum.
 
Bagefter sad jeg i timer og læste. Brev i april. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
 
Det er bare. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Farvede et sår i dit første ord. Sandet.
 
Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsindighed. Udsalgsvarer. Noter. Beskrivelser.

I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ilden. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Der var noget som gled med videre. At tale var blevet uoverskueligt.
 
Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg ryster en tilfældig bog. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Farvede lidt sort i din ørken.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Havde du kysset en anden? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skrev mig vild i de dage.
 
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.