Hav d. 5.05.15 16.30.33 til 16.34.38

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Sådan svarede du. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vi er det sarte, de stille. Det generte i skriften.

Samtale d. 5.05.15 16.24.34 til 16.28.09

Sætningerne er. Vi er en samtale bag øjnene. Du foldede dig ind i mine ord. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Regnen, vinden imellem dine læber.

At forvandle dette rum. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Fuglene hang på den blå, blå himmel.

Ikke søge ly.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Samtale d. 5.05.15 14.47.51 til 14.50.08

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. I bussen skrev jeg en sms til dig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bordet vipper. Blå.