Det var ikke markerne jeg kom fra. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der var intet som skulle glemmes. Sådan svarede du. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Ikke søge ly. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Et brev. Jeg er på den anden side af havet.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Intimiteten i skriften. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Nu er der en uro i kroppen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Afsavn.

Som nu i morges:

Mørket kaldte vi bare for mørket. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. I læberne og i huden. Nu er der en uro i kroppen.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Ikke søge ly. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Det her er ingen leg. Skyen skjulte noget for fuglene. Her er dagen allerede langt foran mig. Ikke var muligt at komme derind. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Har vi de samme øjne? Jeg har skrevet et kort til dig. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Et genert rum, et intimt rum. Et brev. Hvad tæller du til? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg tror, du havde glemt den der. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.