Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skrev mig vild i de dage. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Indimellem sagde du nogle ord.

Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan noget. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.