Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Jeg sad alene i solen. Dette langsomme blik imod stenene. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Brændte det friske løv virkeligt? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Bag diamanterne. Whatever; nat efter nat.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Stod imod, men gjorde intet. Muren omkring ordene.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Dine diamanter lyser i min mund. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Giver det mening?

Det gør ikke noget. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg går bare og venter på den milde måne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ikke var muligt at komme derind. Skyggerne skyggede. Tågen i skovene i udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der løber ord ud af min hud.Der løber ord ud af min hud. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Sætningerne er filtrede tråde. Om andre lande, andre folk.

Og et andet kluns: Natten er trans, dagen er trans.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Hvilken dag fulgte efter dagen? Når du ringer, hører jeg det ikke. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sådan er det. Du må ikke forsvinde.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ikke søge ly. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.