Under den blå, blå himmel. Trak jeg de yderste bjerge? Glashænder. Du må ikke forsvinde. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kalken.Kalken. Kalken. Kalken.

På et stort stykke hvidt papir.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Og vi vågnede.

Jeg forsvinder ikke.

Og en anden dag: Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du trak de yderste. Jeg, tøvende. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som nu i morges: Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Vidste du det? Gennem hullet i min hjerne. Et brev. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Hver morgen: Wow! Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Blå. I hver dag gled rester af betydning med mig videre At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Sådan er det. Under lillahimlens hvælv. Kan jeg skrive sådan? Sætningerne er et hav.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Udsigten var håbløs. Du siger noget om solen.

Der var noget som åbnede sig. Ikke var muligt at komme derind.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. På et stort stykke hvidt papir. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Ikke glemme. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Er du på den anden side af havet? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi har øjne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Udsigten var håbløs.

Kan jeg skrive sådan?

Jeg var nøgen i de dage. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Kalken.Kalken. Kalken. Kalken. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Tingene tøver. Jeg forsvinder ikke. Derinde bag skoven. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Kalken. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Skyen skjulte noget for fuglene.Skyen skjulte noget for fuglene.