Og en anden dag: Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Du trak de yderste. Jeg, tøvende. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som nu i morges: Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.