Forsvinder ikke. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Havde du fundet en grøn sten? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Stod imod, men skrev: intet.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Bussen skrev til dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skrev intet ned i den periode. Grå. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Kan jeg være i dette landskab? Ordene, små toppe af skum.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Øjne af regn fra det travle. Ring til mig uden grund. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Er du på den anden side af havet?

Indimellem sagde du nogle ord. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om andre lande, andre folk.

Kan jeg være i dette landskab? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Jeg skrev mig vild i de dage. Var der virkelig ild et sted? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Et genert rum, et intimt rum.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Jeg havde glemt den. Skitser. Udflåd. Det handler om. Jeg sejler: alting sejler! Et brev.

Verden og dens lytten til sig selv. Dagene alene på landet.Dagene alene på landet. Dagene alene på landet.

Jeg i den ørken. Giver det mening? Vidste du det? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Det der blæser. Jeg drak det tørre. Det var før du kunne forsvinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg, ikke dig. At forvandle dette rum til et andet.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Det er wack! Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Hvor længe havde du drevet i vinden? Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Jeg ryster en tilfældig bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.