Når dine øjne.

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Sætninger. Søge ly. Og vi. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Farvede et sår i dit første ord. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Jeg skrev intet ned i den periode. Kan jeg skrive sådan? Notesbog. Beskydning. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Whatever; nat efter nat.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sletten forvandler sig til mørke og sten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Min ene pen er rød og den anden sort. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Udsigten var håbløs. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg var i din krop, og du? Et genert rum, et intimt rum. At forvandle dette rum til et andet.At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet. Du må ikke forsvinde.

At tale var blevet uoverskueligt. Verden og dens lytten til sig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg har skrevet et kort.