Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Du havde tabt en linje i min drøm. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Afsavn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg forsvinder ikke.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Odense, Esbjerg, Roskilde. Jeg skrev i en stråle af sol. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Derinde bag skoven. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Bordet vipper.

Og vi vågnede. Du siger noget om solen.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg var nøgen i de dage. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Nu er der en uro i kroppen. Når du siger mit navn, svarer min krop. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sandet.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ord. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Vores. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Ikke var muligt at komme derind. Dagene. Ugerne. Vennerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Oppe på bakken. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Verden og dens lytten til sig selv. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.