Hav d 2.11.16 19:36:02 til 19:36:38

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Afsavn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg forsvinder ikke.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Landskab d 2.11.16 19:34:54 til 19:35:30

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Odense, Esbjerg, Roskilde. Jeg skrev i en stråle af sol. Odense, Esbjerg, Roskilde.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Samtale d 2.11.16 16:53:02 til 16:54:03

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg var nøgen i de dage. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Nu er der en uro i kroppen. Når du siger mit navn, svarer min krop. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.