Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Ring til mig uden grund. Er du på den anden side af havet?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. På en rude. Dagene. Ugerne.

Dagene. Ugerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Min krop vipper. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ilden.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Verden og dens lytten til sig selv. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Om andre universer, andre stjernesavn. Stod imod, men skrev: intet.

Under den grå, grå himmel.

Du siger noget om solen. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Og en anden dag: Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Noter. Beskrivelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Under den blå, blå himmel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Blå.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg skrev mig vild i de dage. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. I hver dag gled rester af betydning med mig videreI hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre