I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Og vi vågnede. Bag diamanterne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Stod imod, men gjorde intet. Jeg har skrevet et kort til dig. Rundt på tingene. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Du må ikke forsvinde.

Bag stemplerne. Ved en sten: Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og ord.

Gennem hullet i hegnet.

Det var før du. Jeg ikke det der. Sandet var forsvundet.

Sætningerne er et hav. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Noter. Beskrivelser. Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

På en rude. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sætningerne er et hav.

Ring til mig uden grund. Intimiteten i skriften. Ord. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Ordene, små toppe af skum. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Var dine drømme imellem læber? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”

I læberne i huden. Det var før du kunne forsvinde.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Dette tilfælde: Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Nu er der en uro i kroppen. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

På en rude. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Og en anden dag: Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Du siger noget om solen.