Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Det gør ikke noget. Under den grå, grå himmel. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.