Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Du ville sige noget, du tav. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Og vi vågnede. Afsavn. Udsagn. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var før du kunne forsvinde.