Bordet vipper. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Whatever; nat efter nat. Men noget blev i de tomme haller. Vi sad alene i natten. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Ordene, små toppe af skum. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Den afklarede himmel. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætningerne er filtrede tråde. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Muren omkring ordene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?