Hav d. 7.06.13 12.56.57 til 12.58.37

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Noter. Beskrivelser. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Samtale d. 7.06.13 12.54.29 til 12.56.13

Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Muren omkring ordene.

Det dybeste af alt er huden. Under murbrokkerne.