Lyset afventer afgang. Sandet. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Det dybeste af alt er huden? Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Diamanterne.

Jeg skrev mig vild i de dage. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.