Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Grå. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningerne er et hav. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Vores. Udsigten var håbløs. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.