Ring til mig uden grund. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Luften og jordens sange. Et genert rum, et intimt rum. Kan jeg skrive sådan? Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Bøgerne varslede en kommende tid.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Du, du. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I læberne og i huden.

Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Det dybeste af alt er huden.Det dybeste af alt er huden. Det dybeste af alt er huden. Jeg læste i aviser, i glemslen. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Afsindighed. Udsalgsvarer. Skrid, svarede du. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Sådan noget. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Du må ikke forsvinde. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Luften og jordens sange. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Din kjole går op i øst og ned i vest. Bag træerne. Hvad tæller du til? Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Giver det mening?

Vi har gardiner. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Jeg var nøgen i de dage. Den sindssyge himmel.

Derinde bag skoven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vidste du det? Du trak mig med til de yderste bjerge.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?