Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dine diamanter lyser i min mund. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Giver det mening?

Vi har gardiner. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Jeg var nøgen i de dage. Den sindssyge himmel.

Derinde bag skoven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vidste du det? Du trak mig med til de yderste bjerge.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg forsvinder ikke. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det her er ingen leg. Svarede du? Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Intimiteten i skriften. Og ord, og ord, og. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Bag stemplerne. Jeg ville dig. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det handler om overfladen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad tæller du til? Savn. Og ord, og ord, og. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg var i din krop, og du? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Den afklarede himmel. De vigtigste. Sådan noget.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du trak de yderste bjerge. Et wack rum, et rum for stars. Bøgerne var de eneste. Fuglene hang på den blå, blå himmel. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det dybeste af alt er huden? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Oppe på bakken. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Gennem hullet i hegnet. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. De matte hemmeligheder inde i træet.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Udsigten var håbløs.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.