Ikke den flod. Sådan svarede du. Ved den smuldrende beton.

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.

Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

For hvert lag af betydning i stenene. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Var det skovene du kom fra? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. På en rude. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Under den blå, blå himmel. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Solstorm. Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan svarede du.

Bordet vipper. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg er på den anden side af havet. Der hang figner henover udsigten. Dagene. Ugerne. Kalken.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.