Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Farverne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Land. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi, de mindste detaljer. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det ,der hænger. Stod imod, men skrev: intet. Det generte i skriften.

Du, dine øjne. Oppe på bakken. Alene? Landskab? Det var dine læber. Ikke var muligt at komme derind. Ikke glemme floderne i ørerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Du, du. Ring til mig uden grund. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

På en rude. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Et genert rum, et intimt rum.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke glemme floderne i ørerne. På en rude. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg tror, du havde glemt den der. Du må ikke forsvinde. For hvert lag af betydning i klipperne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

At lytte gav ikke længere mening. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Jeg har skrevet et kort til dig. Dette hurtige blik imod vandet. Var det skovene du kom fra?

Solstorm.

Nu er der en uro i kroppen.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

På en mur.