Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Land. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi, de mindste detaljer. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Det ,der hænger. Stod imod, men skrev: intet. Det generte i skriften.

Du, dine øjne. Oppe på bakken. Alene? Landskab? Det var dine læber. Ikke var muligt at komme derind. Ikke glemme floderne i ørerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.