De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Altid er det dette langsomme blik. Stille?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan noget.

Vi har øjne. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

For hvert lag af betydning i klipperne. Regnvejrsmeteor. Sætningen løb videre igennem kæben. Intet, jeg modtog intet. Var det alligevel koderne, systemerne? Det? Dine sætninger.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Intet, jeg modtog intet. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Intet, jeg modtog intet.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Det dybeste af alt er huden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hvad vil disse knuste sætninger? Hvilke krystaller lyste i dine ord? Var disse linjer virkeligt virkelige? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Ilden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, små toppe af skum.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg forsvinder ikke. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vores land. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. De vigtigste. Hvad tæller du til? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.