De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Altid er det dette langsomme blik. Stille?

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sådan noget.

Vi har øjne. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.