Hvad vil disse knuste sætninger? Hvilke krystaller lyste i dine ord? Var disse linjer virkeligt virkelige? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Ilden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, små toppe af skum.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg forsvinder ikke. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vores land. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. De vigtigste. Hvad tæller du til? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På en rude. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Her er dagen allerede langt foran mig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Den afklarede himmel. Dagene. Ugerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var der virkelig ild et sted? Dagene. Ugerne. Vennerne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Sådan noget.

Stjernekontinent. Hvad tæller du til? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. På et stort stykke hvidt papir. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Glashænder. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Du siger noget om solen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. mill

Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som nu i morges:

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Et genert rum, et intimt rum. Og vi vågnede.

Du. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. At forvandle dette rum til et andet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi bare for mørket. De vigtigste. Giver det mening? På et stort stykke hvidt papir.

Ilden. Sandet. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætningerne er et hav. Luften og jordens sange. Det er bare.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det generte i skriften.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.