Derinde bag bjergene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. At tegne øjne i sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Om andre lande, andre folk. Som at læse glemte aviser. Ring til mig.

Tidligere: at følge dig blik. Jeg havde dig. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Du kan være i dette landskab. Der var noget som åbnede sig.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Der var en morgen, et stykke af himlen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Vi, med det stille.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. På havet. Jeg skriver dagen igang, stille. Trak jeg de yderste? Et stort papir.

Når du siger mit navn, svarer min krop. At se dig. Bøgerne tegnede deres egen retning. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg i dit hjerte. Du i mit vindue. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved en sten: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Om andre byer, andre verdener. Vores. Sådan svarede du. Sætningerne er et hav. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.