Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stod imod, men skrev: intet.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes g

Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. På en. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Ord. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sætningerne er et hav. Bussen skrev til dig. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.