Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vidste du det? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Nu er der en uro i kroppen. Du siger noget om solen. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vores land. Du kan være i dette landskab. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg har skrevet et kort til dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stod imod, men skrev: intet.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes g

Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. På en. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Ord. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sætningerne er et hav. Bussen skrev til dig. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Glashænder.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dit navn var alt jeg hørte.

Hvad tæller du til?

Sætningerne er et hav. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et brev.

På en rude. Det her er ingen leg.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Rifterne. Trak jeg de yderste bjerge? Det var ikke markerne jeg kom fra. Der var intet som skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi stod derinde og fortalte og lytted

Derinde bag bjergene. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. At tegne øjne i sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Om andre lande, andre folk. Som at læse glemte aviser. Ring til mig.

Tidligere: at følge dig blik. Jeg havde dig. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Du kan være i dette landskab. Der var noget som åbnede sig.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Der var en morgen, et stykke af himlen. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Vi, med det stille.