Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Glashænder.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.