Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når vores kroppe er hinanden. Kan jeg være i dette landskab? Trak jeg de yderste? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sætningerne er et hav. Vidste du det? Jeg, tøvende. Jeg var din krop.

Det var ikke markerne jeg kom fra.

Som at læse glemte aviser.

Ved en sten: Vi stod derinde. Så trak dagen langsomt på øjne. Det? Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg, ikke dig. Du i mit vindue.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Et genert rum, et intimt rum. Jeg var nøgen i de dage. Sådan svarede du. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et genert, et intimt rum.

Uforståelige sætninger.