Samtale d. 26.08.14 15.34.56 til 15.36.21

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Under den blå, blå himmel. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du kan være i dette landskab. På en rude. Farverne. Det handler om overfladen. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Samtale d. 26.08.14 15.33.35 til 15.34.52

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Nu er der en uro i kroppen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Blå. Når du siger mit navn, svarer min krop. Som nu i morges: Det gør ikke noget. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På en rude.

Hav d. 26.08.14 15.32.23 til 15.33.31

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Kan jeg være?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Ikke var muligt at komme derind.

Samtale d. 26.08.14 15.30.34 til 15.32.19

Da jeg lyttede blev jeg bange. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sandet i mine tanker. Solens sind. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Samtale d. 26.08.14 15.28.58 til 15.30.30

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Her er dagen allerede langt foran mig. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Der hang figner henover udsigten.

Samtale d. 26.08.14 15.27.45 til 15.28.54

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Sætningerne er et hav. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Samtale d. 26.08.14 15.26.10 til 15.27.41

Som nu i morges: Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Bag træerne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Den sindssyge himmel.

Samtale d. 26.08.14 15.25.06 til 15.26.07

Du siger noget om solen. Giver det mening? Kan jeg være i dette landskab? Her er dagen allerede langt foran mig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Samtale d. 26.08.14 15.21.37 til 15.23.39

Er du på den anden side? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I læberne og i huden. Altid er det dette langsomme blik. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.